Tilskud i 2025 - Ordinær pulje / Afsluttet
Landbrugsproduktion - den ordinære pulje - bevillingsåret 2025
Der er under Fonden for økologisk landbrug mulighed for at søge om tilskud i fondens ordinære pulje omtalt som "Landbrugsproduktion".
Fondens bevillinger er et-årige og bevilges for et kalenderår.
Flerårige projekter kan derfor kun søge om tilskud for et år af gangen. Hvis der er tale om en indsats, som skal kører over flere år, tager fonden stilling til den del af projektet, der gennemføres i kalenderåret for den pågældende ansøgningsrunde. Fonden kan ikke give tilsagn om tilskud til senere faser i projektet i de efterfølgende år. Tilskud hertil vil kræve en ny ansøgning om tilskud fra fonden forud for det pågældende kalenderår.
Der skal afrapporteres for anvendelse af tilskuddet for hvert bevillingsår.
Ansøgningsfrist og bevillingsramme
Ansøgningsrunden for tilskud i 2025 er afsluttet. Der var ansøgningsfrist den 1. juli 2024 kl. 12.
Det forventes, at der på finansloven for 2025 er afsat 10 mio. kr. Derudover kan der være være uforbrugte midler fra 2023-regnskabsaflæggelsen, som vil indgå i bevillingsrammen.
Fonden modtog 33 direkte ansøgninger for et samlet beløb på 17,4 mio. kr.
Ansøgningerne blev behandlet på fondens bestyrelsesmøde den 27. august 2024, hvorefter ansøgerne vil få besked.
Kort om strategien
Bestyrelsen fastlagde i foråret 2021 en fireårig strategi for 2022-2025 for fremme af udviklingsmuligheder og konkurrenceevne for økologisk landbrug.
Forud for åbningen af ansøgningsrunden for tilskud i 2025 har bestyrelsen foretaget et servicetjek. Der er ikke foretaget indholdsmæssige justeringer. Henvisningerne til lovgrundlaget er blevet ajourført.
Kort om ansøgningsmaterialet
Forud for annoncering af ansøgningsrunden har fonden lavet et servicetjek af ansøgningsmaterialet.
- I ansøgningsskemaets Del 1 indhenter fonden fortsat centrale oplysninger om projektet og ansøger. Rækkefølgen på punkterne er dog ændret og enkelte oplysninger indhentes ikke længere.
- I Del 2 med projektbeskrivelsen er strukturen fastholdt. Den vejledende tekst for udfyldelsen af projektbeskrivelsen er for flere af punkterne blevet revideret med henblik på at øge kvaliteten fx punktet om forventninger til effekter.
- I Del 3 med projektøkonomien er den velkendte struktur fastholdt. Eksemplet på specifikation af udgifterne til ekstern bistand er ny for sikre at den efterspurgte specifikation heraf fås.
- Mht. til fondens vejledning om tilskud skal opmærksomheden navnlig henledes til afsnittet om tilskudsberettigede udgifter, herunder ekstern bistand (underleverandører, som ikke skal forveksles med samarbejdspartner). I forlængelse heraf også afsnittet om partnerskabsprojektet, hvoraf det nu fremgår, hvorledes ligeværdige partnere skal søge.
Ansøgningsmaterialet for 2025-ansøgningsrunden
Ansøgningsmaterialet består af strategi for puljen, vejledning samt ansøgningsskema.
- Fondens strategi 2022-2025, opdateret marts 2024
- Vejledning om tilskud for bevillingsåret 2024 - til ansøgere samt tilskudsmodtagere og deres revisorer
Ansøgningsskemaet består af tre dele:
- Del 1 Hovedskema med basisoplysninger om projektet og om ansøger (word)
- Del 2 Projektbeskrivelsen (word)
- Del 3 Projektøkonomi (excel)
Indsendelse af ansøgningen
Ansøgningen skal sendes pr. mail til oekologifonden@oekologifonden.dk
Skriv venlig projektets titel og/eller ansøgers navn i mailens emnefelt.
Til brug for fondens registrering af ansøgninger er der i skemaerne lagt felter/koder ind. Det er derfor vigtigt, at følgende dokumenter vedlægges i mailen:
- Del 1 i word
- Del 2 i word
- Del 3 i excel
- Derudover skal ansøgningen fremsendes i pdf-format, hvor del 1, 2 og 3 er samlet til ét dokument. Det er dette dokument, som tilgår bestyrelsen.
Evt. program til at samle de tre dele i PDF-format: https://www.adobe.com/acrobat/online/merge-pdf.html
Kvittering for modtagelse af ansøgning
Ansøgere vil modtage en mail med kvittering for modtagelse af ansøgningen.
Det sker, at aktiviteter grundet faglige eller praktiske omstændigheder må ændres. Hvis der skal foretages væsentlige ændringer af faglig karakter og ændringer i projektets budget, skal fonden godkende ændringerne. Tilskuddet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af projektet.
Der henvises til fondens vejledning om tilskud for yderligere information om:
- Ændring af det faglige indhold
- Ændring af budgettet, herunder finansieringen, nye udgifter og omprioritering mellem budgetposter
Der opfordres til at kontakte sekretariatet, såfremt der er tvivl om, hvorvidt en ændring forudsætter godkendelse.
Fondens skema til brug for ansøgning om ændringer findes nedenfor. Skemaerne skal ligeledes bruges til opfølgning på bestyrelsens beslutning om delvist tilskud.
Skema til brug for ændringer vedr. 2025-bevillinger
- Del 1 Ændringsskema (word)
- Del 2 Projektøkonomiskema (excel)
Ansøgningen skal fremsendes pr. mail i pdf-format, hvor del 1 og 2 er samlet til ét dokument.
Evt. program til at samle de tre dele i PDF-format: https://www.adobe.com/acrobat/online/merge-pdf.html
Hvornår
Ændringsansøgninger skal indsendes til fonden, så snart behovet opstår og senest ved udgangen af bevillingsperioden den 31. december.
Fondens bevillinger er 1-årige og bevilges for et kalenderår. Tilskuddet kan således kun dække projektomkostninger, der ligger i perioden 1. januar – 31. december i det kalenderår, som bevillingen vedrører.
Der skal derfor opstilles realistiske budgetter for kalenderåret, og aktiviteterne skal kunne gennemføres inden for kalenderåret. Der kan alligevel blive behov for at udskyde visse af projektets aktiviteter til afholdelse senere, eksempelvis som følge af eksterne leverancer, der svigter, barsel eller længerevarende sygdom hos nøglemedarbejdere.
En projektforlængelse betyder, at tilskudsmodtager formelt modtager to tilskud - ét tilskud i det oprindelige bevillingsår og ét tilskud i det efterfølgende år. Der skal således aflægges en afrapportering for hvert tilskud / hvert år.
Der skal ansøges om projektforlængelse, når viden om behov herfor foreligger og senest den 31. december i bevillingsåret. Sendes ansøgningen ikke inden bevillingsårets udløb, skal der indsendes en kortfattet foreløbig orientering, indeholdende beskrivelse af de omhandlede aktiviteter og et skøn over bevillingens størrelse til fonden senest den 31. december i bevillingsåret. Den endelige ansøgning skal sendes senest ved fristen for fremsendelse af tilskudsregnskabet.
Eneste undtagelse er, hvis der er tale om et forskningsprojekt, der løber over flere år. Her vil der være mulighed for at lægge 2025-aktiviteter, der forlænges til 2026, sammen med et tilsagn til samme forskningsprojekt for 2026, hvis et sådan eksisterer.
Skemaet til brug for ansøgning om forlængelser af 2025-projekter kan downloades her:
Del 1 Ansøgningsskema til projektforlængelser (Word)
Del 2 Projektøkonomiskema (Excel)
Del 2 – Projektøkonomiskema følger snarest og senest inden udgangen af november 2025.
Indsendelse af ansøgning om projektforlængelse
Ansøgningen skal fremsendes i pdf-format, hvor del 1 og 2 er samlet til ét dokument.
Evt. program til at samle de to dele i PDF-format: https://www.adobe.com/acrobat/online/merge-pdf.html
Skriv venligst projektets titel og/eller ansøgers navn i mailens emnefeltet fx ”KU - Optimering af udbytter i hestebønner”.
Ansøgningen skal sendes pr. mail til: Oekologifonden@oekologifonden.dk
Overdragelse af tilsagn om tilskud til en anden tilskudsmodtager kræver altid en godkendelse fra fonden.
Fonden kan således efter ansøgning tillade, at tilsagnet overdrages til en anden virksomhed, organisation eller forening, der indtræder i de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af tilsagnet. Det er en betingelse, at en ny tilskudsmodtager selvstændigt kan opnå tilsagn efter gældende regler.
Tilsagnshaver skal sende en begrundet ansøgning om overdragelse hurtigst muligt og være fonden i hænde straks efter den ansøgte, kommende tilskudsmodtager har underskrevet ansøgningen.
Fondens ansøgningsskema til overdragelse kan rekvireres hos sekretariatet.
Hvornår bliver tilskuddet udbetalt?
Fondens udbetalingspraksis er som følgende:
- Tilskudsmodtagere gives mulighed for en gang i kvartalet at oplyse fonden om det faktiske, realiserede forbrug i hver af tilskudsmodtagers projekter. Oplysningerne afgives af en organisationsansvarlig ved brug af en erklæring. Der kan søges om udbetaling af op til 80% af bevillingen.
- Erklæringen lægges til grund for udbetaling af tilskud således, at udbetaling alene sker på baggrund af allerede afholdte udgifter, og alene i henhold til fondens andel af projektets finansiering.
- Fonden kan i særlige tilfælde give dispensation og udbetale oftere end en gang i kvartalet. Begrundet ansøgning om dispensation kan sendes til fondens postkasse.
- Muligheden for at modtage udbetaling vil ske under forudsætning af, at fondens likviditet giver mulighed herfor.
- Der er ikke krav om revisorpåtegning.
- Slutudbetaling af de sidste 20 pct. af de tilskudsberettigede udgifter vil ske på baggrund af revisorpåtegnet tilskudsregnskab.
- Udbetaling vil ske til tilskudsmodtagers NemKonto på baggrund af cvr-nummeret.
Erklæring til brug for anmodning om udbetaling:
Fondsbestyrelsens afgørelser kan indbringes til Landbrugsstyrelsen inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen i henhold til § 8, stk. 7 i landbrugsstøtteloven.
En eventuel klage skal sendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Grøn udvikling & Ny viden, Nyropsgade 30, 1780 København V fondstilsynet@lfst.dk